Tirsdag den 18. december havde Samsø-Fonden inviteret til uddeling af årets tildelte midler. Foreningen Samsø Bredbånd var en af de heldige modtagere af 20.000 kr., som var en af de store portioner.
Ved uddelingen blev formanden, Thorsten Arnold interviewet af Samsø Posten, hvor han fortæller, at foreningen er oppe på 400 medlemmer, og at 270 husstande nu er koblet på. Midlerne fra Samsø-Fonden er foreningen meget glade for at have modtaget, for de er med til, at vi kan få opfyldt vores mål om at få dækket så meget af Samsø som muligt med hurtigt bredbånd.
Opgradering
Vores teknikere havde en travl dag den 19. december. For det første skulle de gennemføre en større operation på hovedfordelingspunktet ved redningsstationen, således at det samlede system også fremover kan håndtere alle de tilsluttede medlemmer uden problemer.
Dette arbejde var blevet annonceret på forhånd, så forhåbentlig var der ikke nogen, der blev kedeligt overrasket over ikke at kunne komme på nettet. SMS-kæden virkede også, så alle der har skrevet deres mobiltlf.nr. ind i medlemsoplysningerne fik en SMS dagen før. Afbrydelsen varede fra ca. 11.20 til ca. 13.15.
UPS
Men ud over dette arbejde blev der også installeret et nødstrømsanlæg (UPS – uninterrupted power supply) på anlægget i Ballen, da der i den senere tid har været en række udfald på den sender. Strømudfaldene var blevet lokaliseret til havnens strømsystem, som så også er blevet repareret.
Kanhave
Og for at det ikke skal være løgn blev der så også lige sat endnu en fordelingsantenne op. Denne gang i Kanhave.
Stor tak til teknikerne også.