Samsø Bredbånd har nu over 260 tilsluttede på nettet, og dermed dækker vi omkring 10 procent af øens husstande. Alt i alt har vi 450 medlemmer, og det er ikke dårligt af en forening med kun syv måneder på bagen.

Nu er tiden kommet til at lade en ny hjemmeside afspejle skiftet fra en fase, hvor etablering og forklaring var helt afgørende. Vi har opgraderet til en ny version med størst fokus på at få endnu flere tilsluttede.

Fritidssamsinger

Jo flere, jo bredere kan vi gå ud. Vi håber på også at kunne interessere de mange fritidssamsinger, som snart vender tilbage, nu hvor det lysner.

Vores oprindelige hjemmeside, udviklet af Ernst Hornslet i Mårup i imponerende fart, har været med lige fra starten – faktisk var den i funktion i flere uger, før der kom abonnenter – og den har været af stor gavn.

Den nye forside går mere lige på, hvad det handler om i denne fase. At få nye tilsluttede. Vi åbner også for, at man kan tegne sig som støttemedlem af det lokale initiativ. På forsiden orienteres desuden om de nye fordelingpunkter, der åbner for at tilslutte sig nettet i nye områder, ligesom der gives relevante nyheder, inklusive den aktuelle driftsstatus.

Ændret teknisk platform

Rent teknisk har vi valgt at udvikle hjemmesiden i WordPress – en platform, som mange mennesker kender til og er nem at bruge, således at andre vil kunne træde til og overtage arbejdet, hvis det skulle blive nødvendigt.

Bag forsiden er der ikke ændret meget, men vi har dog føjet lidt flere billeder på, da vi er så heldige, at Jeanette fra Kommunikationsgruppen er professionel fotograf. Hun har brugt noget af sin fritid, hvor hun ellers skulle slappe af i Ørby, til at tage rundt og fotografere, og de billeder har vi fået lov til at bruge på hjemmesiden.

Tom og Anne Albertsen har undervejs også taget en del fotos af teknikernes arbejde. Disse fotos har vi også fået lov til at bruge. Ligesom vi har brugt et smukt foto fra Mogens Laiers hånd på forsiden.

Ris og ros

Ris og ros modtages selvfølgelig, men husk, at der her er tale om frivilligt arbejde. Vi kunne måske have fået noget superduperfancy ved at ofre 30.000-60.000 kroner, men vi vil hellere bruge pengene til at udbygge nettet:-)

Det er Anne Grethe Olsen, der har lagt et flot stykke arbejde i udarbejdelse af den nye hjemmeside på den nye platform, og hun har indvilget i at være webmaster. Dermed ryger der lidt tid fra hendes arbejdet med nyheder og nyhedsbreve, så hvis der findes frivillige derude med en god pen og interesse i at hjælpe, så meld jer endelig.