Det gik fint uden direkte kik

Morten Kjeldgaard med antenne på træ

Antennen på træet forbindes med langt kabel til huset, fortæller Morten Kjeldgaard. Kablet kan være op til 90 meter langt
Foto: Rosa Kirk Jespersen

”Kobberet er for dårligt.” Sådan lød beskeden fra TDC’s Fullrate, da selskabet efter Skylines konkurs opgav at levere den lovede bredbåndsforbindelse til fritidssamsingen Morten Kjeldgaard. Forinden var gået en måneds forsøg.

”Derfor blev jeg straks interesseret, da jeg hørte om initiativet Samsø Bredbånd, og vi er heldigvis kommet på nu,” forklarer Morten Kjeldgaard, der holder til på Havvejen tæt på Kanhave.

”Vi har i mellemtiden måttet klare os med en 3G mobilforbindelse, som var meget ustabil og endnu langsommere end Skylines forbindelse”, tilføjer han.

Færre Samsø-dage

En af konsekvenserne blev færre dage på Samsø.  ”Vi vil gerne være på Samsø, så meget som vi kan, og med Samsø Bredbånd har vi nu fået mulighed for lidt flere dage. Ind imellem at tage en lang weekend, hvor vi samtidig kan taget arbejdet med og i ro og mag få det fra hånden”, forklarer han.

Morten og hans ægtefælle Charlotte bor fast i Aarhus. Charlotte er ansvarlig for fjernundervisning hos VUC i Aarhus og underviser i kemi. Morten forsker og underviser i molekylærbiologi på Aarhus Universitet.

Rundsender skjult

Tilslutningen til Samsø Bredbånd rummede en overraskelse. Det viste sig, at der ikke var direkte kig (Line of Sight) fra Kjeldgaardhuset til det fordelingspunkt i Stauns, som signalet kom fra. Også selvom Morten valgte et højtliggende træ i baghaven til antennen i stedet for huset. Men han var heldig.

”Rundsenderen i Stauns sidder så lavt, at hovedbygningen på Stauns-ejendommen skygger for den, når man kigger fra vores hus.  Tilslutningen gik alligevel fint, selv om der ikke er direkte kig, og jeg har 20/20 Mbit,” fortæller Morten, der er overrasket over teknikkens robusthed.

Kabel graves ned

Når frosten er gået af jorden skal kablet mellem træ og hus graves ned. Morten købte et særligt kabel, FTP, der tåler det.

Dioder på modtagerantennen på træet lyser godt nok kun rødt og orange, altså ikke den grønne farve, der viser, når forbindelsen er perfekt. Alligevel kører den trådløse forbindelse med en kapacitet på op til 117Mbit/130Mbit.

”Så der er rigeligt plads til ”mine” 20/20. Ligeså er der plads til, hvis Samsø Bredbånd engang i fremtiden skulle beslutte at hæve hastigheden for os alle yderligere,” siger Morten, der dog påpeger, at man ikke kan tage hans held som normen.

”Fraværet af et direkte kig mellem fordelingspunktets antenne og ens bolig kan udgøre en afgørende forhindring, så man bliver nødt til at prøve sig frem,” siger Morten.

Samsingerne styrkes

Ifølge ham er det altafgørende for en ø som Samsø at være med på den digitale vogn. For øens erhvervsliv, dens skoler og efterskoler, for turisterne, men ikke mindst, for øens beboere.

”Man kan f.eks. se, hvordan samsingerne selv bruger nettet til at udbygge lokalsamfundet. Der er godt 1700 medlemmer af Facebook-gruppen “Hjælp hinanden på Samsø”, og det er et imponerende tal,” siger Morten.
Han håber, at det hurtige bredbånd  både vil lokke flere til at blive fritidssamsinge og flere erhvervsvirksomheder til øen til nytte for både handelsliv og for færgetrafikken, der er en anden af øens livsnerver.

Netbrug obligatorisk

”Det er jo også vigtigt med adgang til et stabilt nok bredbånd, fordi så mange varer og services efterhånden kun er tilgængelige for samsinge via internettet,” siger Morten blandt andet med henvisning til banker, der lukker for personlig betjening og det offentlige, der kræver borgerne over på digital kommunikation.

Han har gennem mange år fulgt djursboernes græsrodsinitiativ , der har skaffet bredbånd til områder, hvor teleudbyderne svigtede.

”Og nu er det samme sket på Samsø. Det er godt at se, at mennesker gennem hårdt arbejde, men også fælles viden, ekspertise og gå-på mod – og ved at stå sammen – kan løse opgaver til fælles bedste,” siger Morten og fortsætter.

”På mange måder er det vigtigt for lokalsamfundene i Danmark med sådanne initiativer, og jeg håber at endnu flere samsinge vil bakke op om Samsø Bredbånd-initiativet og vise omverdenen, at Samsø kan selv,” slutter han.