Morten Kjeldgaard, Havvejen

Det gik fint uden direkte kik

Morten Kjeldgaard med antenne på træ

Antennen på træet forbindes med langt kabel til huset, fortæller Morten Kjeldgaard. Kablet kan være op til 90 meter langt
Foto: Rosa Kirk Jespersen

”Kobberet er for dårligt.” Sådan lød beskeden fra TDC’s Fullrate, da selskabet efter Skylines konkurs opgav at levere den lovede bredbåndsforbindelse til fritidssamsingen Morten Kjeldgaard. Forinden var gået en måneds forsøg.

”Derfor blev jeg straks interesseret, da jeg hørte om initiativet Samsø Bredbånd, og vi er heldigvis kommet på nu,” forklarer Morten Kjeldgaard, der holder til på Havvejen tæt på Kanhave.

”Vi har i mellemtiden måttet klare os med en 3G mobilforbindelse, som var meget ustabil og endnu langsommere end Skylines forbindelse”, tilføjer han.

Færre Samsø-dage

En af konsekvenserne blev færre dage på Samsø.  ”Vi vil gerne være på Samsø, så meget som vi kan, og med Samsø Bredbånd har vi nu fået mulighed for lidt flere dage. Ind imellem at tage en lang weekend, hvor vi samtidig kan taget arbejdet med og i ro og mag få det fra hånden”, forklarer han.

Morten og hans ægtefælle Charlotte bor fast i Aarhus. Charlotte er ansvarlig for fjernundervisning hos VUC i Aarhus og underviser i kemi. Morten forsker og underviser i molekylærbiologi på Aarhus Universitet.

Rundsender skjult

Tilslutningen til Samsø Bredbånd rummede en overraskelse. Det viste sig, at der ikke var direkte kig (Line of Sight) fra Kjeldgaardhuset til det fordelingspunkt i Stauns, som signalet kom fra. Også selvom Morten valgte et højtliggende træ i baghaven til antennen i stedet for huset. Men han var heldig.

”Rundsenderen i Stauns sidder så lavt, at hovedbygningen på Stauns-ejendommen skygger for den, når man kigger fra vores hus.  Tilslutningen gik alligevel fint, selv om der ikke er direkte kig, og jeg har 20/20 Mbit,” fortæller Morten, der er overrasket over teknikkens robusthed.

Kabel graves ned

Når frosten er gået af jorden skal kablet mellem træ og hus graves ned. Morten købte et særligt kabel, FTP, der tåler det.

Dioder på modtagerantennen på træet lyser godt nok kun rødt og orange, altså ikke den grønne farve, der viser, når forbindelsen er perfekt. Alligevel kører den trådløse forbindelse med en kapacitet på op til 117Mbit/130Mbit.

”Så der er rigeligt plads til ”mine” 20/20. Ligeså er der plads til, hvis Samsø Bredbånd engang i fremtiden skulle beslutte at hæve hastigheden for os alle yderligere,” siger Morten, der dog påpeger, at man ikke kan tage hans held som normen.

”Fraværet af et direkte kig mellem fordelingspunktets antenne og ens bolig kan udgøre en afgørende forhindring, så man bliver nødt til at prøve sig frem,” siger Morten.

Samsingerne styrkes

Ifølge ham er det altafgørende for en ø som Samsø at være med på den digitale vogn. For øens erhvervsliv, dens skoler og efterskoler, for turisterne, men ikke mindst, for øens beboere.

”Man kan f.eks. se, hvordan samsingerne selv bruger nettet til at udbygge lokalsamfundet. Der er godt 1700 medlemmer af Facebook-gruppen “Hjælp hinanden på Samsø”, og det er et imponerende tal,” siger Morten.
Han håber, at det hurtige bredbånd  både vil lokke flere til at blive fritidssamsinge og flere erhvervsvirksomheder til øen til nytte for både handelsliv og for færgetrafikken, der er en anden af øens livsnerver.

Netbrug obligatorisk

”Det er jo også vigtigt med adgang til et stabilt nok bredbånd, fordi så mange varer og services efterhånden kun er tilgængelige for samsinge via internettet,” siger Morten blandt andet med henvisning til banker, der lukker for personlig betjening og det offentlige, der kræver borgerne over på digital kommunikation.

Han har gennem mange år fulgt djursboernes græsrodsinitiativ , der har skaffet bredbånd til områder, hvor teleudbyderne svigtede.

”Og nu er det samme sket på Samsø. Det er godt at se, at mennesker gennem hårdt arbejde, men også fælles viden, ekspertise og gå-på mod – og ved at stå sammen – kan løse opgaver til fælles bedste,” siger Morten og fortsætter.

”På mange måder er det vigtigt for lokalsamfundene i Danmark med sådanne initiativer, og jeg håber at endnu flere samsinge vil bakke op om Samsø Bredbånd-initiativet og vise omverdenen, at Samsø kan selv,” slutter han.

Charlotte Orluff, Kolby

Et rigtig godt skifte for alle i familien

Medlem af Foreningen Samsø BredbåndDet er sjældent en fornøjelse, når man skal betale sine regninger, men det er en sand pest, når nettet gang på gang går ned, mens man er ved at betale via netbanken. Det var faktisk situationen, der fik Charlotte Orluff og hendes mand, Brian Foged, til at skifte til Samsø Bredbånd, så snart det var muligt.

”Tidligere måtte vi gang på gang slukke og tænde for routeren, når den relativt svage forbindelse hos os i Kolby stod af, og man var jo lidt usikker på, om betalinger nu også var gået igennem,” siger Charlotte.

”Heldigvis har vi været forskånet for overraskelser, men usikkerheden i situationen er ikke rar. Ingen har vel heller lyst til at betale to gange for at være helt sikker, uanset at man ved, at man får penge tilbage,” tilføjer hun.

Tv uden hak

Nu er familien på den meget hurtige forbindelse fra Samsø Bredbånd, hvilket også glæder den 11-årige datter Michelle. Tidligere når hun så video og film på pc’en, kom det typisk i hak på hak, og det var irriterende.

Antennen hos Orluff og Foged sidder monteret på et rør i gavlen af det hvide hus på Østervej. Den er ret diskret og rettet ind mod fordelingspunktet på Vesborgvej, hvor en antenne placeret på en silo rundsender det trådløse signal.

Mest privat

”Det problem, vi havde med det gamle TDC-fastnet, var vi bestemt ikke ene om. Nu bruger vi heldigvis blot nettet til mere private gøremål og så mails, men havde man været erhvervsmæssigt afhængig af nettet, ville det have været lynende træls med en så dårlig forbindelse,” siger Charlotte, der er et kendt ansigt for mange, der rejser med Samsø-færgen. Her er hun nemlig cateringassistent.

Brian, der er elektriker, har givet TDC mange chancer, inden man gav op. Han havde da brugt mange timer på at ringe og skrive til telekoncernen om problemerne.

”Vi har flere gange fået at vide, at vi sagtens kunne få højere hastigheder via fastnettet. Når TDC så fandt ud af helt nøjagtig, hvor vi boede, fik vi hver gang beskeden, at nej – det kunne de så alligevel ikke,” fortæller Charlotte.

Skifter næppe igen

Nu er TDC ved at opgradere det mobile bredbånd på øen til en hurtigere hastighed (LTE også kaldet 4G) og bedre dækning, men når og hvis dækningen falder på plads i Kolby, skal telekoncernen næppe regne med at få en ny chance.

”Vi er selv meget tilfredse med skiftet, og prisen er overkommelig,” siger Charlotte.

Godt for øen

Hun ser også Samsø Bredbånd som en fordel i en større sammenhæng.

”Måske kan det hurtige net få flere til at flytte til øen. Og nogle kan måske få lettere ved at arbejde fra øen – også fritidssamsinge”, siger Charlotte og tilføjer smilende: ”Det er jo noget lettere, end hvis man skal have pc’en med ud på en høj for at fange en forbindelse.”

Kirsten og Steen Gelsbo, Alstrup

Vi har modtaget en mail, som vi fik lov til at publicere:

Hej Thorsten

Vi vil hermed udtrykke min dybeste taknemmelighed for nu at være online igen efter næsten 3 måneder uden en bredbånds-forbindelse.

Det er virkelig dejligt, at I kunne fremskynde opsættelsen af et fordelingspunkt her i Alstrup.

Det var meget nemt at sætte antennen op i går og tilslutte til computeren. Vi havde jo i forvejen SkyLines kabel fra masten og ind til kontoret.

Arne Bestmann var meget hurtig til at konfigurere antenne/router til fordelingspunktet her i Alstrup.

En stor tak til jer alle i bestyrelse og teknikergruppe.

Vi skal nok gøre stor reklame for Samsø Bredbånd, for det er en super hurtig forbindelse.

Mange venlige hilsener fra

Kirsten og Steen Gelsbo, Alstrup